Dengang jeg græd, så min rustning revnede

For 5 år siden græd jeg mig igennem min sommerferie uden at forstå hvorfor. Tro mod en nedgroet vane, lavede jeg en logisk analyse for at finde årsagen.

Mit parforhold - mere præcist min mand - blev undersøgelsens hovedfokus, og jeg bad ham gå med i parterapi. Min plan var at få fikset ham, så jeg kunne holde op med at græde.

Jeg havde forberedt en udredning af hans barndomstraumers betydning for mit mentale velvære, og mit bagparti var kun lige landet i den ene lænestol hos terapeuten, inden jeg begyndte min redegørelse. Men jeg nåede ikke ret langt, før hun bad mig lægge noterne væk. 

Så begyndte hun at stille den slags spørgsmål, der tvang mig til at kigge indad. Og inden sessionen var slut, forstod jeg, at det var inde i mig, der var noget galt. 

Her begyndte mit arbejde med at hele de skrammer, som over 40 års perfektionisme, præstation, selvkritik og pleasende adfærd har lavet i mit indre.

Målretning bygget på tilfældigheder

Hvis ikke vestjysk sindighed stod i vejen, ville jeg uden tøven sige, at jeg var havnet i en gedigen eksistentiel krise.  

Og selvom den indtraf uden blå blink og udrykning, ruskede den så voldsomt i mig, at mit selvbillede krakelerede og afslørede alle de overbevisninger og overlevelsesstrategier, jeg har bygget mit liv på. 

Så langt tilbage, jeg kan huske, har min taktik været at gøre det, jeg troede, der blev forventet af mig, undgå fejl og gøre det lidt bedre næste gang. Det er blevet til et stærkt selvbillede af et målrettet og ansvarsfuldt menneske, der først nyder, når der ikke er mere at yde. 

Men i virkeligheden er mine mål opstået af tilfældigheder. Nogen spurgte, jeg blev smigret og sagde ja. Og ansvarsfølelsen blev til overansvar for whatever you all may need i jagten på at føle mig god nok. 

I mange år var mit liv styret af en kalender, der var pakket som en familiebil på vej ned ad Autobahn. Og kalenderen var en skudsikker rustning mod at mærke, om jeg egentlig var glad og tilfreds med mit liv.

Men den var ikke stærk nok til at modstå en bragende identitetskrise. 

Omvej til frihed

Ingen af os går igennem livet uden at snuble i modgang. For mig har det næsten været et livsmål i sig selv at styre udenom. Men i krisen fandt jeg en invitation til at opdage, hvem jeg er, når jeg giver slip på begrænsende overbevisninger om, hvem jeg tror, jeg skal være. 

Vi taler om at komme igennem en krise. Men jeg tror ikke, det er meningen, at vi skal komme ud på den anden side og være præcis, som vi var. Jeg tror, enhver prøvelse er en invitation til at træffe nye valg. Krisen åbnede mine øjne for, hvordan jeg kan være i verden på en anden måde. 

Mange års mangel på omsorg for mig selv, styrede mig så langt ud på et sidespor, at min krop var nødt til at åbne slusen i tårekanalerne for at få mig til at se det.  

Da øjnene var tørre, fik jeg øje på Min indre kritiker.

Hun har haft en lang og slidsom karriere med at holde mig i drift på den uendelige vej mod god nok.

Nu kender jeg hende godt og ved, at al hendes kritiske pacen i virkeligheden bunder i en primal frygt for, at jeg ikke har en flok at høre til. 

I takt med at jeg har lært at forstå min indre kritikers luner, har jeg opdaget det stærkt undervurderede i at bære over med mig selv.

Når det lykkes, bliver min indre kritiker tryg nok til at holde lidt fri; selv når jeg tager den med ro, er usikker, skuffer, begår en fejl eller slipper kontrollen.

Og når min indre kritiker holder fri, så mærker jeg den indre frihed, jeg har stræbt efter altid. 

Ny dulmestrategi

Tidligere dulmede jeg kritisk selvsnak med vin og lamme reels på Instagram. I dag kan jeg dulme min indre kritiker med omsorg. Det er hardcore træning i at tale venligere til mig selv, mærke hvad jeg har brug for og modstå trangen til at optimere mig. 

Selvkritik har været mit go-to-værktøj til arbejdet med at blive hel. Jeg anede ikke, at jeg var i gang med at løse den stik modsatte opgave.

Når jeg træner selvomsorg, mærker jeg vitterligt kærlighed. Og jeg kan mærke, at kærlighed heler, mens selvkritik bryder ned.

Et 2.000 år gammelt trick

Oldtidens grækere havde et ord for den kærlighed, man giver sig selv: philiautia. Aristoteles beskrev, hvordan de kærlige og venlige følelser, vi kan rette mod andre, udspringer af dem, vi retter mod os selv. 

Om Aristoteles ligefrem ville bruge vor tids modebegreb selvkærlighed, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg har meget mere at give af, når jeg passer godt på mig selv; og at jeg bliver vanskelig at omgås, når det støjer inden i. 

I år græd jeg ikke i sommerferien.

Min sommer har været fyldt til randen med få planer og tid til at mærke, hvad jeg har lyst til. Ligesom den hverdag, jeg har fået fikset til mig selv.

Jeg snubler stadig i livet ind imellem. Selvfølgelig. Men jeg er blevet bedre til at høre hvad kroppen siger, så den ikke behøver at råbe ud af tårekanalerne.