Ting jeg i en alder af 47 er færdig med. I princippet.
I en tid hvor ungdommelighed er en attraktiv valuta, lever jeg i mit 47. år endnu i håbet om, at ingen lægger mærke til det lille tilløb, jeg tager, når jeg rejser mig op. Eller opdager, når jeg leder efter de briller, jeg har på.
Men seriøst, der skulle mere end en stor børneopsparing til, hvis jeg skulle bytte liv med en på 25. Al den famlen og usikkerhed. Bare tanken gør mig træt.
Måske fordi jeg ikke er færdig med at sove ud efter en udmattende årrække med at forsøge at ligne noget andet end den, jeg er.
Det klæder mig bedre at være 47, hvis jeg selv skal sige det.
Der er en ro her, som er mere værd, end det koster at få slettet sine fejltrin på internettet.
Jeg har ryddet op i mit mentale klædeskab, for det jeg følte mig tilpas i engang, strammer over skuldrene nu. Det er skiftet ud med noget, der er løsere i elastikken og giver fri bevægelighed, og stiletterne er røget til fordel for god pasform og en grebssikker sål.
Mine gamle mønstre, hensyn og unødvendige anstrengelser er pakket ned i en sort sæk og sendt til genbrug.
Listen over ting, jeg har sendt til genbrug
At sige ja, når jeg kan mærke, at jeg mener nej.
At omtale mig selv og kvinder på min alder som tøser.
At tro jeg er mere værd, når jeg vejer mindre.
At lade som om jeg drikker vin om tirsdagen, fordi der er en sjat tilbage fra weekenden.
At kalde det netværk, når et jakkesæt holder enetale om sig selv gennem tre retter.
At tro jeg skal have styr på alting, før jeg kan lade det ligge.
At regulere min kropstemperatur med lag-på-lag. Der skal skrappere midler til.
At overtænke alle mulige bekymringer for en sikkerheds skyld.
At huske hvad folk hedder og hvor jeg har lagt mine ting.
At tro jeg stadig tilhører den yngste generation på mit arbejde. Har omsider indset, at jeg er blandt de få, der har brugt slettelak.
At præstere for at føle mig god nok.
At tro jeg ved, hvad andre mennesker føler, og at det er mit ansvar at regulere det.
At skamme mig over at tage en morfar på en torsdag.
At pakke mig selv ind for at virke mere spiselig.
At tage ansvar for at åbne vinduet, når stemningen i rummet bliver trykket.
At forsøge at skjule mine grå hår. En kamp jeg ikke kan vinde.
At bilde mig selv ind, at jeg ikke er bange. Jeg er rædselsslagen, men jeg gør det alligevel.
At bære mine børn, for det blev for tungt for os alle. Jeg nøjes med en hånd under dem, når de har brug for det, og holder ellers hænderne fri til at gribe det, jeg har lyst til.
At leve i kronisk søvnmangel, fordi “man sover da sammen”
At debattere med mennesker, der tror, at en holdning bliver et sagligt argument, når de tilføjer et “jo”.
At opfatte hvidt brød som en karakterbrist.
At blive højere med sko, jeg ikke kan gå i.
At tro perfekt er det mindste, jeg kan levere.
At lade som om jeg er game, når jeg er stopfodret socialt og kan høre Maude og Mads Skjern kalde hjemme fra sofaen.
Alt det er jeg i princippet færdig med
Men det er en proces at skifte stil. Jeg falder let tilbage i gamle vaner, og øjet fanger automatisk høje hæle på butikshylderne og figursyede uniformer på stativerne.
Det kræver vågenhed.
Og erkendelsen af, at jeg aldrig når dertil, hvor jeg kan sætte et endeligt punktum for indholdet i mit mentale klædeskab. Det har jeg prøvet, og det endte med at blive så stramt og uniformt, at jeg ikke kunne trække vejret længere ned end til brystet.
Der er stor frihed i at være uafhængig af en bestemt stil. Det giver mig et større spillerum, men det kræver også mod, når jeg viser mig i et design, jeg ikke har haft på før. Jeg bliver usikker på, hvordan det falder, og hvordan det ser ud i andres øjne.
Så er det, jeg må vække mig selv og minde om, at jeg er færdig med at gå op i, hvad andre mener om mig. Jeg prioriterer min energi på de indre linjer frem for et udstillingsvindue, der står skarpt.
I princippet.
