Sankt Hans tale 2025

Jeg har holdt Sankt Hans tale ved Skaven Strand i aften, og du kan læse den lige her. 1519 ord ☕️

Glædelig midsommer og tak for invitationen til at holde båltale

Sidst jeg gjorde det var i 2018. Verden er blevet en helt anden siden dengang, også min egen.

Dengang havde jeg travlt. Med at præstere, planlægge, passe ind. Min kalender var fyldt, og inde i mit hoved lød det, som om nogen havde efterladt en bikube og givet bierne en dobbelt espresso. 

Jeg løb et slags maraton, i stiletter, med retning mod det perfekte liv, og jeg var overbevist om, at jeg ville vågne lykkelig hver morgen, når jeg nåede målstregen: Når huset var renoveret, min virksomhed var vokset, min krop var blevet stram, når vi kunne rejse på ferie et par gange om året, og når min mand begyndte at høre efter, hvad jeg sagde.

Bortset fra, at han stadig har lidt problemer med hørelsen, så nåede jeg det hele. Men så viste det sig, at målstregen havde hjul og ingen bremser, så hver gang jeg nåede den, rykkede den sig. Og det blev ved med at summe i mit hoved. 

Der var noget, jeg forsøgte at løbe fra.

Jeg kunne ikke se det dengang, men det var frygt. Frygt for at miste kontrollen, frygt for ikke at gøre det rigtige, det jeg troede, der blev forventet af mig. Så jeg holdt tempoet højt og facaden ren. 

Det virkede. Indtil jeg fik svært ved at mærke forskel på mig selv og mit profilbillede på LinkedIn. Jeg begyndte at miste forbindelsen, først til mig selv, så til dem omkring mig.

I dag er mit liv langsommere. Ikke mindre fyldt, men fyldt med noget andet. Jeg har smidt stiletterne og søger efter et sted at stå fast. Jeg er begyndt at lægge mærke til, hvordan lyset falder hen over køkkenbordet, og hvordan det føles at have tid til at læse bøger, fordi jeg har lyst. Jeg siger oftere nej. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ved, hvad jeg ikke vil gå glip af. Jeg er ikke så optaget af at lykkes mere. Jeg er mere optaget af at lære at være til stede og blive stående i det, der ikke er løst. 

I mange år troede jeg, at udvikling handlede om at blive en bedre version af mig selv.
Det er det budskab, vi bliver fodret med i skolen, i medierne, på arbejdsmarkedet, fra Christiansborg.    

Vi stræber efter at blive så dygtige, vi kan. Vi hylder resultater og perfektion. Travlhed giver os værdi, så vi løber. Jeg tror, at mange af os løber, fordi fart føles tryggere end stilhed og tvivl, og vi undgår at mærke det, vi er bange for, når vi løber. 

Nu tænker jeg ikke længere på udvikling som noget, der handler om at blive en bedre version af mig selv. Udvikling for mig handler om at blive mere mig selv.  Og for at finde ud af hvem det er, har jeg været nødt til at gøre noget andet i stedet for at blive ved med at gøre mere. Så jeg tog et par år ud af kalenderen og satte mig skrædderstilling. 

Og det var imens jeg sad der, med hovedet oppe i min egen røv, at jeg mødte min indre kritiker. Sådan en har du også. Det har vi alle sammen.

Den er dannet af de forventninger, vi er blevet mødt med i barndommen og op gennem livet, og den består af en masse overbevisninger om, hvad vi bør gøre, og hvad vi ikke må gøre, om hvad der er rigtigt og forkert. 

Min indre kritiker fortæller mig, at jeg skal gøre det, der er forventet af mig, og den er ikke glad, når jeg laver en fejl. Den har en klar holdning til, at jeg skal yde, før jeg kan nyde. Den holder sig ikke tilbage med at give mig ansvaret. Ansvaret for hvad, spørger du måske. Bare alting. Min indre kritiker kan få stort set alt til at blive mit ansvar. Og den kan godt lide, at jeg at jeg er bekymret for en sikkerheds skyld. Så er jeg nemlig forberedt, hvis noget af det skulle blive til virkelighed. 

Måske kan du kende din indre kritiker i min. Det kan også være, din siger noget helt andet. At du ikke må sætte dine egne behov før andres, for eksempel. Eller at du ikke må være alt for glad eller ikke må fylde for meget. Måske siger din indre kritiker, at du for guds skyld ikke må være kedelig eller kede dig. Det kan også være, du har en indre kritiker, der siger, at du skal sørge for at være den, der bestemmer, så du ikke virker svag eller kommer til at vise sårbarhed. 

Det er noget trygt ved at have en indre stemme, der afgør, hvad der er rigtigt og forkert, så vi ikke selv skal tage stilling hele tiden. Men den stemme begrænser os i at gøre eller tænke noget andet, end vi plejer. Den giver os en slags skyklapper på, så vi kun ser verden fra vores egen vinkel, og så kommer vi nemt til at dømme og pege fingre af det, vores indre kritiker ikke forstår. 

Jeg lægger arm med min indre kritiker, ofte flere gange om dagen. Og efter 3 års armlægning er jeg begyndt at tage nogle sejre ind imellem. Nogle gange tager jeg faktisk pausen, inden jeg begynder på arbejdet. Og nogle gange overlader jeg ansvaret til min mand og nøjes med at bekymre mig om, hvilken vin vi skal drikke.

Jeg øver mig i at forholde mig nysgerrigt til det, der foregår på den anden side af mine skyklapper.

Og det er måske noget af det, vi glemmer i en tid, hvor vi helst skal mene noget hurtigt. Hvor vi kan dele, like og blokere i samme åndedrag, og hvor paroler, der kan skrives på et skilt eller deles i en Facebook-kommentar, bliver erstatning for ægte samtale. 

Der er stemmer, der råber højere, end de lytter og en polarisering, der vokser. Ikke kun mellem nationer, også tæt på, mellem generationer, naboer, endda rundt om spisebordet. Nogle gange virker det næsten som om noget så uskyldigt som vejrudsigten kan udløse en regulær shitstorm. Vi brænder broer for at beskytte os mod det, der ser forkert ud i vores indre kritikers øjne. 

Men når vi tænder bål i aften, er det ikke for at pege fingre. Det er for at minde hinanden om noget grundlæggende: At vi er forbundne. Vi er ikke ens, vi er ikke enige, men vi har mere tilfælles, end vi tror. Vi er forbundne i alt det, vi ikke har styr på og det, vi frygter. Hvis vi tør grave lidt dybere end til det, der ser rigtigt eller forkert ud på overfladen, så ved jeg, at vi kan møde hinanden i samtaler, der knytter os sammen.

Det starter med et valg. 

Vi kan vælge at blive stående lidt længere i det, der ser forkert ud. Vi kan lade være med at trykke send. Vi kan sige det højt, der er svært, og opdage at vi ikke er de eneste, der ikke har alt under kontrol. 

Jeg tror, at det vi i virkeligheden længes efter - det er ikke at have ret, men at have mod til at være i tvivl. Og alligevel blive mødt af nogen, der vil os.

Sankt Hans aften brænder vi en dukke på bålet og kalder det en heks. I 1600-tallet var det rigtige mennesker, vi brændt på bålet. Tit kvinder og tit dem, der stak ud. Dem samfundet ikke forstod og derfor satte i bås og så i brand.

Det er længe siden. Men vi gør det stadig, når vi møder noget, vi ikke forstår. Vi dømmer, udskammer og holder afstand.

Men vi kan gøre noget andet. Vi kan blive stående og lytte færdig i stedet for at lade vores indre kritiker give et hurtigt svar. Det kan virke som næsten ingenting, men det er dét, fællesskaber bygges af.

Og lige nu har vi brug for fællesskaber, der kan holde til uenighed og usikkerhed. Fællesskaber, der ikke går op i røg, når vi er i tvivl eller bange, men samler sig omkring noget, der stadigvæk gløder.

Jeg ved ikke, hvad du har med i bagagen i aften. Måske har du stiletter på og prøver at nå frem til målstregen. Måske har du smidt dem og går og leder efter et sted at stå. Måske går du i gummistøvler og er slet ikke så bange for at glide i det hele. Eller måske har du bare haft en lang dag og håber, der snart er kaffe. Uanset hvor du er på vej hen eller fra, er det dejligt, du er her. 

Så lad os tænde bålet. Ikke for at skræmme nogen væk. Men for at varme os lidt på flammerne og måske også lidt på hinanden.

Og hvis du kan høre bier i hovedet, der lyder som om, de har fået koffeinchok, så prøv at mærke efter, om det er frygt, der vil have dig til at løbe hurtigere. Overvej at blive stående, selvom din indre kritiker siger, du skal løbe. Tag din frygt i hånden og del den med et andet menneske. Det er måske det bedste, vi kan stille op med alt det, vi ikke har styr på.