Selvudvikling og vasketøj: bunden af kurven er en illusion

Jeg har løbet maraton i mange år. På stiletter med retning mod det perfekte liv. 

Men jeg brugte kræfterne for tidligt og løb resten på vilje og vanens magt. Da jeg nåede i mål, udeblev den forløsning, jeg havde forestillet mig. 

Jeg blev ikke mødt med et tæppe til skuldrene, en banan og stilhed til at nyde alt det, jeg havde kæmpet for: Et stort hus med to biler i indkørslen, egen virksomhed, en trimmet krop, to store ferier om året plus det løse og en pæn portion anerkendelse fra nær og fjern. 

Jeg havde ellers en idé om, at jeg ville vågne lykkelig hver morgen, når jeg nåede målstregen. Men mit hovede summede stadig af tempo og tanken om det næste skridt.  

Så ramte jeg muren, solgte ud og satte mig i skrædderstilling.

Her fik jeg øje på min indre kritiker

En stemme der, fra en uhørlig frekvens, har drevet mig til at blive ved med at løbe. For at nå mere, blive til mere, opnå mere. 

I skrædderstilling, med en banan og et tæppe over skuldrene, opdagede jeg to ting. 

Et. Jeg var nødt til at begynde at behandle mig selv venligt og kærligt, hvis jeg ville have mig mange år endnu. 

To. Jeg var nødt til at gøre noget andet i stedet for at blive ved med at gøre mere. 

Med venlig selvkærlighed prøver jeg at få min indre kritiker til at skrue blusset ned på stuetemperatur og give mig lidt plads. 

Til at lære at se mig selv som en, der er (taknemmelig, tilfreds, tilstede) i stedet for en, der gør (løber, leverer, løfter). 

Jeg havde en naiv forestilling om, at jeg ville finde den version af mig selv på den anden side af målstregen. Flueben. Done.

Men selvudvikling er lige så ørkesløs som vasketøjet.

Jeg sætter en dag af og fryder mig, når jeg kan se bunden af kurven og de snorlige bunker på bordet. Men efter en uges uopmærksomhed, ligner vasketøjskurven igen en gryde mælk på komfuret, jeg glemte at holde øje med. 

Når jeg nedprioriterer mine slow morning-rutiner.
Når jeg siger ja til for meget af det gode.
Når jeg giver efter for min trang til at være i kontrol.
Når jeg glemmer min aftale med mig selv om, at det, jeg laver, skal føles rigtigt.

Så kommer jeg, så let som ingenting, til at lade mine beslutninger styre af noget udenfor mig selv. Og jeg opdager det ofte først, når gryden er ved at koge over.

Jeg bilder mig ind, at jeg er et frit menneske, der træffer mine egne, velovervejede valg

Men sandheden er, at min indre kritiker er hardcoded af ydre stimuli. 

Af direkte og indirekte budskaber i min opvækst. Fra mine forældre, familie, venner, pædagoger og lærere. Fra politiske vinde, litteratur, medier, mødregrupper, arbejdspladser og alt det andet, der som små kulturelle sandkorn sætter sig i sprækkerne, uden at man lægger mærke til det.

Min indre kritiker sidder for evigt dybt i mig og sender ubevidste beskeder om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, tænke og prioritere.

Og hvis jeg er uopmærksom et øjeblik, skruer den op for blusset.

Tilfredshed og glæde opnår jeg ikke ved at jagte ydre mål.

Det vokser indefra, som en plante.

Og det nyeste skud på stammen af indsigter er bevidstheden om, at tilfredshed og glæde, lykke om man vil, ikke er en hårdfør kaktus, der kan overleve måneders tørke.

Det er en delikat orkidé. Sart i rødderne, krævende på sin egen stille måde og afhængig af en mild hånd for at trives.

Man siger, at hvis en plante mistrives, skal man ikke begynde at ændre på planten, men se på lyset, jorden og luften omkring den. Så det prøver jeg at huske.